MUSONET uddeler 2000 identitetsbeviser trods anspændt sikkerhedssituation

Mali's civilsamfund retter appel om bekymrende eskalering af vold og overgreb mod civile

Fem MUSONET medlemsorganisationer deltager i et større oplysnings- og uddelingsprogram flere steder i Mali. I alt uddeles 1500 fødselsattester, 250 ID-papirer og 250 vielsesattester det første halvår af 2018. Det kommer til at foregå flere steder i Mali bl.a. i Gao i det nordlige Mali - og stik i den modsatte ende af landet i Bafoulabe i Kayes provinsen, 400 km nordvest for hovedstaden Bamako. Desuden vil der være uddelinger i Koulikoro regionen og i kommuner omkring hovedstaden Bamako, og endelig i Sikasso i det sydligste Mali.

Årets først ceremonier med uddeling af fødselsattester fandt sted i februar i Sirakorola (Koulikoro), hvor medlemsorganisationen WILDAF (Women in Law and Development in Africa) uddelte 100 fødselsattester. I marts uddelte ODEF (Observatoriet for kvinders og børns rettigheder) 100 fødselsattester i Tienfala (Koulikoro), og senest i april har ROAJELF (Foreningen af unge kvindelige ledere) uddelt 150 fødselsattester i Falako (Koulikoro).
I Gao har WILDAF netop forberedt udstedelsen af 300 fødselsattester, som vil blive uddelt ved ceremonier i den kommende tid.

De fem organisationer arbejder løbende på det nødvendige forarbejde med at få aftaler i stand med lokale myndigheder og samarbejdspartnere, lancering af programmet i lokalområdet - med undervisning i rettigheder og udvælgelse af piger og kvinder (og deres familer), som deltagere i programmet. Endelig skal det juridiske papirarbejde på plads med udstedelse af fødselsattester og ID-papirer for de piger og kvinder, der er godkendt til at deltage i programmet, før højdepunktet med de endelige ceremonier med uddeling af identitetspapirerne kan finde sted. Det er en lang og krævende proces, som kræver en vedholdende indsats og et solidt samarbejde i de lokalsamfund og områder, hvor de enkelte medlemsorganisationer i MUSONET er aktive som tovholdere. Indsatsen understøttes af den nationale koordinering i MUSONET regi.

I arbejdet med at ændre holdninger og skabe forståelse for pigers og kvinders rettigheder tages ofte debatteater i brug, og lokale medier. PROMODEF, der uddeler fødselsattester i to landbokommuner og en bykommune i Kayes provinsen, arbejder desuden på at udbrede kampagnens budskaber til flere gennem samarbejde med tre lokalradioer.

 

Appel fra bekymret civilsamfund efter skolelukninger, voldshandlinger og lokale konflikter
MUSONET fortsætter sit arbejde med Giv en pige ret-kampagnen trods den skærpede sikkerhedssituation i det nordlige og centrale Mali, der ifølge UNICEF har ført til, at 715 skoler nu er lukkede (*), og at flere skoler må holde lukket i længere perioder. Samtidig er den humanitære situation i flere områder stærkt bekymrende med mangel på mad, rent vand og elementære faciliteter. Se UNICEF Mali rapport jan-febr 2018.

Gentagne voldshandlinger og lokale kampe har derudover ført til drab, forsvindninger og overgreb på civilbefolkningen. Særlig bekymrende er den seneste udvikling i den nye Ménaka-region, tidligere en del af Gao-regionen i det nord-østlige Mali, hvor det forlyder at omkring 40 unge og ældre mænd skal være dræbt under lokale kampe i slutningen af april. Desuden har der været lokale konflikter og terrorhandlinger i det centrale Mali. Som følge af de voldsomme begivenheder har 32 maliske menneskerets- og civilsamfundsorganisationer rettet en fælles appel til de maliske myndigheder med en fordømmelse af  overgrebene på civile og krav om, at der foretages grundige undersøgelser af overgrebene, og at de skyldige sættes for en domstol. Organisationerne er selv igang med at undersøge omstændighederne omkring voldshandlingerne, som de betegner som alvorlige menneskeretskrænkelser og krigsforbrydelser. De peger endvidere på problemerne med de mange våben i omløb, som risikerer at sætte fredsprocessen over styr. Flere MUSONET organisationer er medunderskrivere på den fælles appel udsendt 2. maj 2018.

I april lancerede en række maliske civilsamfundsorganisationer desuden et nyt samarbejde med overskriften "Initiativet til Nul tolerance overfor vold før, under og efter valgene", hvilket understreger den stærke bekymring for situationen op til både præsident, parlaments- og lokale valg senere i år. Læs om lanceringen af initiativet. Ifølge planen skal der gennemføres præsidentvalg i Mali d. 29. juli 2018.

(*) Tallet er fra februar 2018, mod 500 skoler i juni 2017 ifølge UNICEF

Billedet er  fra ODEFs uddeling i Tienfala i marts 2018

Maj 2018/hn 
 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Mobile pay: 90 69 61
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!