Beijing+20 møder post-2015: Verdens kvinders rettigheder efter 2015

Knap 20 år efter den foreløbig sidste verdenskvindekonference i Beijing 1995 vokser bekymringen blandt kvinderetsaktivister og netværk verden over for, at målene fra Beijing handlingsplanen tabes af syne, og overskygges af arbejdet med 2015 mål og post 2015 udviklingsdagsordenen.
 
Derfor havde KULU d. 20. og 21. oktober 2014 inviteret til en konference og strategisk konsultation med bidrag og deltagelse fra KULUs internationale partnere: Litha Musyimi Ogana, Direktør for den Afrikanske Unions direktorat for Kvinder, Køn og udvikling (pt. orlov fra AU), Mama Koite Doumbia, Præsident for kvindenetværket MUSONET-Mali, Marta Benavides, næstforkvinde for Global Coalition Against Poverty og leder af SIGLO XXIII, El Salvador og Gro Lindstad, direktør for FOKUS – Forum for Kvinner och Utviklingsspørgsmål, Norge.

Formålet var at sætte fornyet fokus på Beijing handlingsplanen, identificere områder, hvor der mangler opfølgning samt sikre en fremadrettet dagsorden for kvinde- og pigerettighedsarbejdet.
Aktiviteterne, der også havde deltagelse af Ligestillingsministeriet og danske NGO repræsentanter, fandt sted i FN-byen, og foregik i samarbejde med Det nordiske UN Women kontor, FN-forbundet og Det Radikale Venstre. De to dages status- og strategidrøftelser rundedes af med et offentligt debatmøde d. 22. oktober.

Litha Musyimi Ogana, på orlov fra jobbet som leder for den AUs direktorat for Kvinder, Køn og udvikling, deltog i sin private kapacitet, med sin mangeårige erfaring i bagagen fra kvinderettighedsarbejde i Kenya, Afrika og internationalt. Med det afsæt fremhævede hun bl.a. at verdenskvindekonferencerne har spillet en afgørende rolle for opblomstringen af kvindenetværk, identifikation af grundlæggende årsager til den manglende ligestilling mellem kønnene, og arbejdet for kvinders rettigheder i Afrika.
Hun stillede derfor spørgsmål ved, om den fortsatte bekymring for tilbageslag for kvinders rettigheder skal vedblive at blokere for afholdelsen af en 5. verdenskvindekonference?
 
Konsultationsdagen mundede ud i en storstilet vision om at etablere en Global Alliance for Post-Beijing+20 (GAP-Beijing+20), der opfordrer de 4 tidligere værter for FN kvindekonferencer - Mexico, Kenya, Danmark og Kina - til at stille sig i spidsen for et særligt FN initiativ, der skal fremme et fornyet fokus og implementering af Beijing-handlingsplanen i 2015, og sætte nye og visionære mål, der styrker kvinders og pigers rettigheder efter 2015.
 
Den globale alliance for Post-Beijing+20 tæller repræsentation fra kvindenetværk i Afrika, Latinamerika, Europa og Asien, der arbejder på at fremme et forslag til en proces, som kickstarter nye fremskridt for ligestilling, ligeværd og kvinders og pigers rettigheder.
 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Mobile pay: 90 69 61
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!