Rejsebrev fra Senegal- Besøg hos kvindeorganisationen FEMNET-Senegal

Af Hanne Liveng, seniorkonsulent hos KULU

Gennem min kontakt i Mali Mama Koité, præsident for FEMNET-Mali, har jeg fået kontakt med FEMNET-Senegal. Nogen præcis adresse har jeg ikke fået, og det er ikke nemt at finde kontoret i virvaret af navnløse gader i Dakars indre by. Men gadesælgerne kender alle i kvarteret, og de kappes -mod betaling- om at hjælpe mig hen til det rigtige hus.

Det viser sig at være en ældre bygning i kolonistil, der huser en række regeringskontorer. FEMNET-Senegal har ikke egne lokaler, men låner sig frem hos medlemmerne.
FEMNET- Senegal blev stiftet i 2005 som en del af det afrikanske FEMNET netværk, der har nationale kontorer i en lang række afrikanske lande. Deres fælles overordnede mål er at fremme afrikanske kvinders deltagelse i udviklingen af deres land. FEMNET- Senegals forkvinde, Astou Ndeye Sylla, er afdelingsleder i Familieministeriet, hvor FEMNET i øjeblikket låner lokaler. Hun beskriver organisationen således:
FEMNET-Senegal er en paraplyorganisation, der samler en række senegalesiske kvinde- og menneskerettigheds organisationer. Den er bindeled mellem kvinde CSO'er, offentlige beslutningstagere og internationale organisationer. Målet er at arbejde for kvinders ligestilling gennem kampagner og træning af foreningens medlemmer som lobbyister og fortalere for kvinders sociale, juridiske og kulturelle rettigheder. FEMNET-Senegal arbejder tæt sammen med den senegalesiske menneskerettigheds komité og UN Women. Organisationen er repræsenteret ved FN’s årlige kvindekommissions møder og bidrager til den alternative skyggerapport, som CSO’erne udarbejder.
 

Kontakt til kvinder i både by og land

Astou Sylla understreger, at for FEMNET-Senegal er det vigtigt at bevare en decentral struktur. Der er seks regioner, hver med 25 grupper, hvis medlemmer er kvindeforeninger eller lokale kvinder.
Organisationen arbejder over hele Senegal også i de fjernest liggende områder. Den decentrale struktur giver en god kontakt til kvinder i landsbyerne og sikrer, at der er en tæt forbindelse mellem by og land. Astou Sylla mener, at det er vigtigt, at bykvinder med uddannelse kender kvinders levevilkår på landet, hvor de fleste kvinder kun har gået i koranskole.
Selv har hun arbejdet syv år i Matam, hovedbyen i den nordlige region langs med Senegalfloden, hvor tørken har skabt stor fattigdom.
I 2012 arbejdede FEMNET-Senegal fokuseret på kvinder og børns sundhed. Med støtte fra regeringen blev der gennemført vaccinationskampagner rettet mod børn i hele landet, bl.a. mod polio. Lokale FEMNET grupper startede kampagnen med sensibilisering i landsbyerne. Vaccinationen blev fulgt op med en kontrol af børnenes helbred, og lidt efter lidt har kampagnen udviklet sig til en sundhedsrådgivning, som mødrene konsulterer med problemer omkring børnenes trivsel. Det er tit de almindeligste sygdomme i Vestafrika, diarré og malaria, der kan forebygges med denne enkle viden.
FEMNET’s sundhedsindsats omfatter også en bred bevidstgørelse omkring hygiejne, i første omgang rettet mod den lokale befolkning. I mange områder er de sanitære forhold dog så elendige, at det er nødvendigt at inddrage de ansvarlige myndigheder, hvis sundhedstilstanden for alvor skal forbedres.
 

Vold mod kvinderne truer sundheden

En særlig trussel mod kvinders sundhed er den udbredte vold mod kvinder. Astou Sylla mener, at socio-kulturelle forhold er hovedårsagen i Senegal, og at volden først og fremmest skyldes det patriarkalske samfund og kvinders traditionelle underordning.
Hun mener ikke, at fattigdom og marginalisering i sig selv fører til vold mod kvinder. Volden findes i alle sociale lag, og skal den stoppes, må der en mentalitetsændring til hos både mænd og kvinder.
I sit arbejde mod vold har FEMNET-Senegal valgt at fokusere på seksuel vold i skolemiljøet, især overgreb mod piger og drenge, der er begået af andre børn eller af voksne. Det er en svøbe i mange afrikanske lande, hvor det forties af ofrene og myndighederne, der dysser overgrebene ned, og alt for ofte anklager offeret i stedet. I samarbejde med UNDP og Det senegalesiske Familieministerium gennemfører FEMNET på en række skoler et oplysningsprogram om den nationale lovgivning på området. Programmet følges op med en sensibiliseringskampagne med film, offentlige møder og debatter, der bryder tabuet og giver ofrene mod til at stå frem.

Astou Sylla håber, at det i nær fremtid bliver muligt at ændre abortlovgivningen i Senegal. Der er ikke legal abort i landet, og illegale aborter florerer, for det at blive ugift mor er forbundet med stor skam og skændsel også for familien. Derfor vælger mange unge kvinder en illegal abort- ofte med alvorlige psykiske eller fysiske følger.

Det sker ikke sjældent, at desperate unge kvinder dræber deres nyfødte. Det skønnes, at 30 pct. af kvinderne i Dakars fængsler afsoner en straf for barnemord. En del af de uønskede graviditeter er resultat af voldtægter. Ifølge en rapport døde en 9-årig gravid pige på operationsbordet, da man forsøgte at redde barnet ved kejsersnit. Pigen var blevet gravid efter en voldtægt begået af pigens egen onkel.
En række kvinde- og menneskerettighedsorganisationer forsøger at påvirke lovgiverne til at tillade abort i de tilfælde, hvor graviditeten er et resultat af voldtægt, incest eller pædofili. Der er modstand fra konservative kredse, men Astou Sylla er optimist.
”Den nuværende abortlovgivning truer kvinders sundhed og krænker deres fundamentale rettigheder”, slutter hun, inden jeg tager afsked med endnu en af Afrika seje kvinder.

Hanne Liveng
Frivillig seniorkonsulent hos KULU
3. rejsebrev fra Senegal

Tak til DANIDA for rejsestipendiet til Senegal


LÆS OGSÅ

Hanne Livengs 2. rejsebrev fra Senegal om de lokale kvinde-banker Tontines

 

 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Swipp: 20 56 28 02  •  Mobile pay: 40 41 05 70
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!