Gør repræsentation i politisk beslutningstagning en forskel for kvinders rettigheder – eller gør det ikke?
Og kan man ændre institutionerne, så de fremmer kvinders interesser?
Det var nogle af de interessante synsvinkler, der blev debatteret ved KULUs dialogmøde i samarbejde med Center for Afrikastudier 1. marts – som optakt til 8. marts og FNs Kvindekommissionsmøde senere i marts.
Repræsentation i politisk beslutningstagning gør en forskel
Ifølge professor Drude Dahlerup er det en vigtig kamparena for kvinder at sikre sig plads ved forhandlingsbordene og i politik – ikke mindst i postkonflikt situationer, hvor der kan vise sig et såkaldt ’window of opportunity’ for at ændre den politiske kultur og sikre sig indflydelse på spillereglerne for den fremtidige udvikling, demokratisering og inklusion i samfundet.
Selvom man ikke skal være blåøjet og tro, at det er gjort med at sikre kvinder et antal pladser i parlamentet eller andre steder, må betydningen af kvoter og refom af valglove, der sikrer kvinder repræsentation, ikke underkendes, understregede Drude Dahlerup.
Findes der genveje til inklusion og demokrati?
Flere afrikanske lande har bevæget sig hurtigt fremad – de såkaldte fasttrack lande. Til sammenligning har fx de skandinaviske lande udbygget sit demokrati og inkluderet kvinder over en periode på 100 år. De afrikanske feminister bygger i høj grad deres krav på internationale konventioner og FN-erklæringer og handlinsgplaner, og får på den måde presset reformer igennem til trods for modvillige systemer og magthavere. Forskellen på de afrikanske feminister og de skandinaviske er, at de afrikanske kvinder er langt mere bevidste om faren for ’backlash’. Og de er langt modigere i deres krav, fremholdt Drude.
Og så er der forestillingen om, at kvinder skal uddannes til at deltage i beslutningerne. Hvorfor kan kvinder ikke blot deltage og repræsentere i den kapacitet og som dem, de er. Er der nogen, der spørger til mændenes kvalifikationer?
Mange dilemmaer
Med afsæt i et eksempel fra Burkina Faso stillede kønskonsulent Dr. Sarah Forti spørgsmål ved de vestlige donorers velmenende støtte til styrkelse af kvinders deltagelse i valgene. Her oplevede hun, at støtten alene gik til veluddannede og velstillede kvinders kapacitetstræning. Den nåede ikke ud til kvinderne på gaden eller på landet – og den bidrog slet ikke til forbedring af disse kvinders levevilkår. Forandringer kom først på dagsordenen, da almindelige kvinder i 2015 gik på gaden i protest mod forarmelse og fattigdom og krævede forandring. Protesterne er kendst som 'den sorte forårs revolte', der førte til at præsidenten måtte flygte ud af landet. Desuden mindede Sarah om den tidligere burkinske præsident og feminist Thomas Sankara, der med vidtgående reformer bestræbte sig på at fremme kvinders rettigheder og social lighed, men blev styrtet efter 4 år i embedet.
Ifølge Sarah er det ikke tilstrækkeligt at have fokus på repræsentation alene. Det er vigtigt, men det skal være som led i en transformativ tilgang, der sigter på 'gender justice' jf. Nancy Fraser. Og problemet med Beijing-deklarationen er, at dimensionen 'social retfærdighed', faldt ud, sluttede Sarah Forti.
Beijingdeklarationen en vigtig løftestang
For KULU og Drude Dahlerup er Beijing deklarationen fra FNs 4. verdenskvindekonference imidlertid et vigtigt og afgørende vendepunkt for kvinder verden over, da der kom et helt nyt fokus på at søge kontrol over beslutningstagningsprocesserne. I stedet for kun at kræve konkrete og strategiske behov dækket, søgte kvinder nu indflydelse og kontrol over beslutningerne. (Devaki Jain, i Women, Development and the UN, 2005).
Janice G. Førde fortalte, hvordan Mali på mange områder har tilsluttet sig de vigtigste konventioner og FN processer inkl. Beijinghandlingsplanen. Det er med det afsæt KULUs samarbejdspartner MUSONET arbejder for ar fremme pigers og kvinders rettigheder i Mali. Også på græsrodsniveau er det afgørende at piger og kvinder kobles på den udvikling. De skal have fødselsattester og ID-papirer for at få adgang til deres rettigheder, og de skal kende deres rettigheder for at kunne gøre brug af dem.
KULUs samarbejde med og støtte til MUSONET omfatter derfor også fortalervirksomhed – fra det lokale plan, hvor lokale aktører og beslutningstagere skal bearbejdes og tages i ed, til nationale og til globale niveau, hvor MUSONET og KULU fx samarbejder om fælles lobby i FNs kvindekommission og andre FN fora.
Dette års 62. kvindekommissions samling gentager et fokus på landbokvinders rettigheder, som for blot få år siden var på bordet i FN Kvindekommissionen – uden det lykkedes at nå til enighed om et slutdokument. Det bliver derfor interessant at se, hvor langt det lykkes at komme denne gang, sluttede Janice G. Førde.
Amanda Hammar, ordstyrer og leder af Center for Afrikastudier (CAS), stammer selv fra Zimbabwe. Hun indledte derfor med at dele lidt ud af egne erfaringer om kampen for politisk deltagelse og repræsentation, som hun påpegede - ikke faldt ikke helt ud som forventet. Som nyuddannet tilbage i 1983 startede hun i sit første job i Zimbabwes ’Ministry for Community development and Women’s Affairs’ under en dengang ganske ung kvindelig minister, Joice Majuru på 27 år, der kom frisk fra befrielsesbevægelsen. Mange år senere blev Joice Majuru vice-præsident under Robert Mugabe, men senere afsat fra posten efter pres fra Mugabes kone Grace Mugabe. - Så det er en del af spørgsmålet, hvad betyder demokrati for kvinders involvering i forandring og i vore liv, spurgte Amanda Hammar
(hn)
|
