Af Hanne Liveng, seniorkonsulent hos KULU
Det er sen eftermiddag i Hann village, et traditionelt kvarter klemt inde mellem trafikårer og jernbanespor i Dakar, Senegals hovedstad. Efterhånden som solen brænder mindre stærkt, vender livet i gaderne tilbage, kvinderne kommer ud af husene og stiller sig i kø ved den kommunale vandpost, børn med tunge skoletasker trasker hjem igennem gadernes sand, store drenge åbner portene for gederne, så de kan løbe ud på gaden på jagt efter noget spiseligt. Lyden fra gedernes brægen blander sig med kaldet til bøn fra den lokale moske.
En flok kvinder er på vej til en lille plads i udkanten af kvarteret. Det er kvinder i alle aldre, nogle klædt i den traditionelle farvestrålende boubou, andre i stramme jeans og T-shirt, der proklamerer: I Love NY. En del af kvinderne har en broget tøjbylt på hovedet eller under armen. De er på vej til det månedlige møde i den lokale kvindeforening, som jeg har fået lov til at deltage i. Langsomt fyldes pladsen op af kvinder, der småsnakkende sætter sig og breder deres tøjbylter ud på jorden. Stolt viser de månedens produktion frem. Der er traditionelle boubouer, moderne festkjoler, skjorter, tæpper, og broderede duge og lagner. Da alt er blevet kommenteret og beundret, åbner foreningens præsident, Senabou Diallo, en statelig kvinde i 40erne, en stor brun protokol som tegn på, at den officielle del af mødet er i gang. Protokollen indeholder foreningens regnskab med medlemmernes navne, deres bidrag, gæld eller lån. Da Senabou Diallo læser medlemmernes navne og deres bidrag eller gæld op, bliver stemningen koncentreret. Et par unge piger, der kommer for sent, for hvasse blikke fra de andre kvinder. Da alle er til stede, begynder forhandlingerne om, hvordan foreningens kasse skal anvendes. 
Tontines - den lokale lånekasse
Kvindeforeningen i Hann og tusinder som den i Senegal, fortsætter en tradition, der i århundreder har sikret kvinder en større autonomi end den nationale lovgivning har kunnet. De opretter lokale lånekasser, ” tontines”, (navnet stammer fra en italiensk bankmand), som et alternativt finansierings system, der på lokalt plan støtter kvinders aktiviteter inden for traditionelle kvindedomæner: havebrug, konservering af frugt og grønsager, syning og fremstilling af kosmetik og sæbe. Strukturen er enkel. En gruppe kvinder går sammen om at oprette en tontine, som hvert medlem bidrager til ved at betale kontingent. Den opsparede sum lånes ud til de kvinder, som kassens medlemmer enes om at støtte. Tilbagebetalingen sker i takt med lånerens muligheder, og der tages ingen renter.
Tontinerne er populære i Hann, som har omkring 40.000 indbyggere. Der er i alt 25 tontiner med hver 50 til 100 medlemmer. Senabou Diallo fortæller, at den tontine, hun er præsident for, blev stiftet i 1994 af 20 lokale kvinder, der mente, at hvis kvinder skulle have flere muligheder, måtte de have større økonomisk frihed. Selv om senegalesiske kvinder ofte er hovedforsørgere i familien, er de nemlig på grund af kulturelle traditioner økonomisk og socialt afhængige af mænd. For Senabou Diallo er det vigtigt at understrege, at tontinen bygger på den traditionelle solidaritet og tillid mellem kvinder. Der er valg til tontinens tillidsposter hvert andet år, og alle kvinder over 18 kan vælges. Fælleskassen er medlemmernes bank, der finansierer kvindernes aktiviteter, indkøb af råvarer, materialer, maskiner og stadeplads på markedet. Hvis salget af produkterne, sæbe, grønsager eller tøj, giver overskud, betaler kvinden først lånet tilbage, derefter beholder hun hvad hun har behov for til familiens underhold, og endelig lægger hun det resterende i fælleskassen til brug for nye udlån til andre kvinder.
Vigtig for det sociale liv
Tontinen er ikke kun en lånekasse, den er også en vigtig faktor i kvarterets sociale liv. Dens medlemmer står for forberedelsen af de store fester i forbindelse med barnedåb, bryllup og begravelse, kvindeaktiviteter, der skaber netværker på tværs af sociale og etniske skel.. Derfor mener de fleste kvinder, at tontinen skal fortsætte i sin traditionelle form. I de seneste ti år har forskellige formet for mikro kredit systemer bredt sig i Senegal. Tontinerne i Hann har en akut mangel på midler til materiel og finansiering af nye aktiviteter, og en mikrokredit finansieret gennem et ordinært banksystem kunne se ud som en løsning. Men kvinderne holder fast ved tontinen. De frygter at miste kontrollen over pengekassen, de vil ikke være afhængige af anonyme beslutninger taget langt væk, og især vil de ikke hverken betale eller tage renter, som de ser som uislamisk. Så kvinderne vender ryggen til bankerne, og i Senegal må selv banker acceptere det kulturelle klima, de opererer i.
Hanne Liveng
Frivillig senior konsulent hos KULU
2. rejsebrev fra Senegal
Tak til DANIDA for rejsestipendiet til Senegal
LÆS OGSÅ
Hannes 3. rejsebrev fra Senegal, hvor hun besøger kvindenetværket FEMNET-Senegal
|
