The horror! The Horror!


                         
Skrevet af Hanne Liveng, frivillig seniorkonsulent, KULU
Den 18. juni 2013
 
Siden Joseph Conrad i 1902 placerede mørkets hjerte i den belgiske koloni Congo har det ulykkelige land i den europæiske bevidsthed været essensen af bundløs gru. Og det er da sandt, at Congos historie synes at bekræfte billedet af blodtørstige vilde, der sanseløst svinger macheterne, mens koloniherrerne mere disciplinerede iscenesætter deres egne grusomheder. Det er dette historiske sceneri, der i dag udspilles i det østlige Congo mellem en lang række militser i skiftende alliancer og en kompromitteret national hær, mens en magtesløs FN styrke ser på. De nyheder, der når frem fra Congo, bekræfter dette billede, desværre også Horisont dokumentaren, Beordret til at voldtage, (10/6).
 
Voldtægt af kvinder og børn er en veldokumenteret strategi i mange konflikter, og Den Demokratiske Republik Congo er et grelt eksempel. I kølvandet på borgerkrigene i de store søers region vurderes det, at ca. 500.000 kvinder blev voldtaget, og til trods for den formelle fred er det ikke lykkedes at stoppe voldtægterne. De to østlige provinser Nord og Syd Kivu, er særlig hårdt ramt, senest da Congos nationale hær i november 2012 måtte rømme provinshovedstaden Goma til M23 militsen. Under flugten plyndrede soldaterne landsbyer, hvor de voldtog kvinder og børn. En dreng blev hugget ihjel, da han forsvarede sin ged mod at blive voldtægtsoffer. Uhyrlighederne, som var i centrum for Horisont udsendelsen, er veldokumenterede i en FN rapport fra marts.
 
Noget tyder dog på, at netop denne massakre kan betyde et vendepunkt i kampen mod seksuel vold og voldtægter i Congo. For den nationale hærs brutale fremfærd i Kivu provinserne har oprørt det internationale samfund og tvunget de congolesiske myndigheder til at reagere. Efter rapportens offentliggørelse krævede lederen af FN missionen i Congo, at regeringen disciplinerede soldaterne og indførte træning i korrekt adfærd og respekt for kvinder og andre borgere. Han forlangte, at de skyldige militærpersoner blev retsforfulgt og truede med at trække sig fra posten som FN ansvarlig. Under dette pres underskrev den congolesiske regering d. 3. april en samarbejdsaftale med FN, hvor man lover at træne soldaterne i gode borgerrelationer, straffe alle overgreb mod civile og udbetale løn til soldaterne som præventiv foranstaltning. I hovedbyen Bukavu er der oprettet en mobil teltlejr for soldaterhustruer, der følger deres mænd på udstationeringer rundt i landet.
 
Regeringens forsøg på at skabe en moral kodeks for hæren er kommet sent og temmelig modvilligt. Alligevel er der grund til forsigtig optimisme. Parallelt med det internationale samfunds fokus kræver menneske- og kvinderettigheds grupper nu at blive hørt. Alt for længe har man i vesten ignoreret, at der findes et congolesisk civilsamfund, hvis aktiviteter udfordrer forestillingerne om Congo som farezone 5.  Kvindernes U-landsudvalg har siden 2011 samarbejdet med en af de modige congolesiske NGOer, der bekæmper seksuel vold i Syd Kivu. Deres kampagner i landsbyerne oplyser om kvinde- og menneskerettigheder, og lokale centre dokumenterer, anmelder og yder psykosocial støtte til voldtægtsofre. Centrenes rapporter tyder på, at regeringens indsats ikke er forgæves. Hvor hvert center i januar 2012 registrerede i gennemsnit 7 voldtægter om ugen begået af soldater fra den national hær, er alle anmeldte voldtægter, 7 i april 2013, begået af civile. For manges vedkommende er gerningsmændene kendt i landsbyen, onkler, fædre, lærere eller naboer. Derfor ordnes mange voldtægter i mindelighed med en kompensation til ofrene og deres familie. Denne praksis komplicerer kampen mod seksuel vold, når voldtægterne banaliseres og ofrenes lidelser negligeres.
 
I årtier vil Congo formodentlig fortsætte med at være et af klodens farligste lande at være kvinde i.  Den udbredte seksuelle vold er et symptom på en svag stat og svigtende institutioner, som det tager tid at bygge op. Erfaringen har lært Congos kvinder, at de må stole på egne kræfter, hvis tingene skal ændres. Men hvis vi skal kunne høre kvindernes stemme i vesten, må medierne skærpe hørelsen og supplere beretningerne fra det congolesiske rædselskabinet med fortællinger om seje kvinders mod og udholdenhed.

 

 
 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Swipp: 20 56 28 02  •  Mobile pay: 40 41 05 70
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!