DR Congos modige kvinder brænder for at styrke kvinders rettigheder
Skrevet af Louise Martinussen, informationsmedarbejder KULU
Kvindernes U-landsudvalgs to frivillige konsulenter, Hanne Liveng og Jette Pedersen, er vendt tilbage efter et veloverstået projektbesøg til Bukavu, DR Congo for at lancere 2. fase af projektsamarbejdet med den congolesiske NGO Femmes pour la Paix et le Droits Humains (FPDH – Kvinder for Fred og Menneskerettigheder). Besøget var en succes.
For Hanne og Jette var det et glædeligt gensyn med FPDH og Bukavu. Hanne og Jette fik talt med omkring 24 repræsentanter fra alle 6 centre, der blev etableret under første fase af projektsamarbejdet. Centrene, der dokumenterer voldtægterne og yder psykosocial støtte til ofrene, er bemandet af 30 kvinder der har fået træning i kvinde- og menneskerettigheder. Til trods for at kvinderne arbejder under vanskelige forhold og med risiko for deres egen sikkerhed, er kvinderne vokset med opgaven og de brænder for arbejdet med at fremme kvinders rettigheder. Under et organisationsseminar talte kvinderne åbent om Congos og FPDHs fremtidsmuligheder. Kvinderne håber bl.a. på, at DR Congo en dag vil ligne Danmark, hvor kvinder kan gå i fred uden fare for at blive voldtaget.
Desværre er sikkerhedssituationen i DR Congo meget anspændt. Regionen er svært tilgængelig pga. øget sikkerhedsrisici fra militser, dårlig infrastruktur og en svag stat, der ikke formår at beskytte civile. Og centrene, der registrerer mellem 5-7 voldtægter om måneden, er begyndt at rapportere om en anden karakter af voldtægter fra at blive begået af Congos egen hær og militserne, til nu at blive begået af civile. Mange af disse voldtægter bliver ikke anmeldt, da man ikke vil udpege voldsmændene, der ofte er naboen, læreren eller onkelen i familien. I stedet indgås der aftaler, hvor familien f.eks. får en ged i kompensation. At voldtægterne nu har taget en anden form gør det ikke nemmere og betyder ikke færre voldtægter.
Der er hele tiden store udfordringer og centrene har især brug for medicinsk udstyr til at behandle kvinderne for de mange skader en voldtægt afstedkommer. Derudover mangler centrene også materialer til at udføre oplysningsarbejde for at fortsætte det store arbejde med at bevidstgøre de lokale myndigheder og befolkningen om kvinders rettigheder. Et stort problem er, at en stor del af kvinderne, især på landet, ikke er klar over, at der findes love mod seksuel vold, og derfor anmelder kvinderne ikke deres overgreb. Som følge af dette var hovedformålet i 1. fase, at bevidstgøre og rådgive kvinderne om deres rettigheder og få anmeldt voldtægterne. Kvinderne taler nu åbent om overgrebene, til trods for at de risikerer at blive hånet og forkastet. Og de kender deres rettigheder og ønsker, at deres overgrebsmænd stilles for retten.
Ifølge KULU er det overordnede problem, at kvinders rettigheder ikke respekteres og ikke er på den politiske dagsorden. Derfor er målet med 2. fase i kvindernes U-landsudvalgs projektsamarbejdet med FPDH at øge kvinders adgang til, deltagelse i og indflydelse på politiske processer i Mwenga territoriet, så kvinder kan få en mere fremtrædende rolle i lokal og regional politik og sætte kvinderettigheder på den politiske dagsorden.
KULU ønsker at vise, at DRCongo er andet end det mørkets hjerte vestlige medier ofte fremstiller. Efter mange års ufred vokser der nu lokale grupper frem, hvor kvinder med stort personligt mod træder frem for at bekæmpe volden og lægge fundamentet til et velfungerende civilsamfund. Derfor er det vigtigt at huske, at selvom DR Congo ofte karakteriseres som en fejlslagen stat, er lokalsamfundene det ikke”, siger Hanne Liveng.
|
|
