Nyhedsbrev Kontakt English En halv million voldtægter

Hvor er kvinderrettighederne og ligestilling i Rio+20 og i 2015-målene?

Af Janice G. Førde og Louise L. Martinussen

31. oktober 2012

Konferencen ”Internationale kvindeøjne på Rio+20 Resultater, 2015-målene og Bæredygtig Udvikling Nu og Efter 2015”, den 22. oktober 2012, København”satte et kvinde- og kønskritisk lys på resultater og udfordringer samt muligheder og vejen frem i aktuelle FN-processer, som kører parallelt. I fokus var FN’s Konference for Bæredygtig Udvikling, kendt som Rio+20, de Bæredygtige Udviklingsmål (SDG), der udløber af Rio+20 konferencen, de foreløbige resultater fra FN’s 2015-mål proces, samt hvad sker der efter 2015. Internationale og danske organisationsrepræsentanter og politikere (se forneden) gav deres bud.

Rio+20 og 2015-målene (MDGs)? – Resultater og Udfordringer
Rio+20levede hverken op til forhåbninger eller forventningerne. Der var nogle gode resultater, men konferencen efterlod en del civilsamfundsorganisationer og – netværk (CSO) med en følelse af, at kvinde- og ligestillingshensyn ikke er vigtige nok for det internationale samfund. Konferencens deltagere var generelt enige om, at kvinders rettigheder og ligestilling grundlæggende er nødvendige for at opnå bæredygtig udvikling, og at verdens regeringer ikke levede op til deres ansvar. Kvinderettigheder og ligestillingshensyn blev begrænset til 2 afsnit i slutdokumentet, ca. halvanden side ud af 15, og især emnet ”seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder” (SRSR), som er centralt for at virkeliggøre bæredygtig udvikling manglede i det endelige dokument.

Manglen på indarbejdelsen af rettigheder og ligestilling betyder, at slutdokumentet indeholdte få fremskridt for kvinders rettigheder. Svage formuleringer og manglen på at udvikle klare og præcise mål er generelt et stort problem i det endelige dokument. Rio+20 bekræftede blot udsagn fra tidligere internationale bæredygtige udviklingskonferencer. Der mangler fortsat regeringers forpligtelser til finansiering og bindende tidsrammer. Dette er et stort problem, fordi aktion først sker, når regeringer forpligter sig til konkrete mål, ressourcer og tidsrammer. Der er måske sammenhæng på det internationale niveau, men på det nationale niveau er der brug for inkluderende og bindende mål.

Rio+20’s forhandlingsproces var et stort problem. Uenigheder inden for forhandlingsblokke – såsom EU og G77-Kina gjorde det svært at opnå konsensus for slutdokumentet. Konservative og fundamentalistiske kræfter såsom Vatikanet, som har observatør status i FN, og Polen, mente ikke det var passende at omtale ”seksuel og reproduktiv og sundhed” sammen med ”rettigheder”. Et pludselig skift i forhandlingsmetoden fra at forhandle afsnit for afsnit til at forhandle om konsensus for hele kapitler, betød at enighed om allerede opnået SRSR formuleringer, som civilsamfundet støttede, gik tabt. Civilsamfundsorganisationers muligheder for at påvirke slutdokumentet blev yderligere svækket, da de blev udelukket af forhandlingerne.

Angående 2015-målene halter resultaterne bagefter, specielt vedrørende kvinders rettigheder og ligestilling. Afrika, især Mali, har været plaget af stilstand. Tre år før 2015-målene skal være i hus er mange afrikanske lande bagud, især vedr. pigers skolegang og uddannelse, hvor mange piger påbegynder, men ikke afslutter grundskoleuddannelsen. Piger og kvinder sakker bagud pga. tvungent ægteskab i tidlige aldre, drenge prioriteres over piger, høj børnedødelighed, HIV/AIDS, sygdomme og sygdomme der kan forårsage mødre dødelighed, både under graviditeten og i barselsengen. Også klima forandringer påvirker sundhed, ernæring og fødevaresikkerheden og truer kvinders rettigheder. Regeringer har ikke holdt hvad de lovede – Afrika er bagud og opnår ikke 2015-målene uden kvinder og pigers lige deltagelse i samfundet. Og den nuværende skrøbelige situation for kvinder og pigers rettigheder og demokrati i Mali er meget seriøs og er en yderlig forhindring for Malis kvinder og piger.

Muligheder og Strategier – Vejen Frem NU og Efter 2015
Meningen med bæredygtighedsmålene er at fremme og virkeliggøre forpligtelserne fra Rio+20. Inddragelsen af kvinde- og ligestillingshensyn i bæredygtighedsmålene er stort set lige så uklare, som hvordan det skal blive til.

Et stort problem med bæredygtighedsmålene er, at man ikke er klar over hvordan de skal defineres – skal man gå et par skridt tilbage og gennemtænke mere eller skal man udvikle helt nye forudsætninger for målene? Hvilke indikatorer kan vise, om man er på rette vej til at nå de mål, man beslutter? Skal køn mainstreames eller ej - og hvordan? Især rammen for processen volder problemer, da man bør have fokus på selve rammen og indholdet for processen og dens indikatorer før man tager stilling til bæredygtighedsmålene. På den måde kan man sikre veludviklede mål, der reelt måler det de skal og at de opfyldes. Hvorimod andre mener, man skal begynde med at formulere de konkrete måle, inden grundlaget og indikatorerne formuleres. Koordineringen mellem de to processer (post 2015-målene og bæredygtighedsmålene) fremover er en rodet proces. Især mangler der sammenhæng mellem de to processer, hvor processen for bæredygtighedsmålene ledes af en række FN-organisationer, og post 2015-målene processen ledes af FN sekretariatet. Verden er blevet så kompleks, at regeringer alene ikke kan håndtere verdens problemer. Der er brug for flere aktører, hvor civilsamfundsorganisationers, især kvinderettigheds- og menneskerettighedsorganisationers tilstedeværelse i disse processer er vigtige, og deres udelukkelse, som på Rio+20, er katastrofalt.

Konferencen bekræftede, at der må og skal kæmpes for, at sikre kvinders lige deltagelse og andel i samfundsudvikling, fordi kvinder har ulige betingelser og muligheder for at opnå en bæredygtig fremtid. Kvinder er ofte fattigere end mænd, har lavere uddannelse og har dårligere adgang til og kontrol over ressourcer. Til trods for svage resultater indtil nu i de omtalte FN-processer, er der også muligheder, som kan og skal benyttes fremover for at indarbejde kvinderettigheder og ligestillingshensyn i processerne. Det er en vej frem for at opnå en bedre og bæredygtig fremtid for begge køn.

Deltagerne var: Mama Koit´r Doumbia (Formand, FEMNET-Mali), Lydia Alpízar Durán (exec. dir., AWED), Lone Loklindt (MF RV), Christian Juhl (MF EL). Lisbeth Bech Poulsen (MF SF), Tania Dethlefsen (leder international afdeling, Sex og Samfund), Torleif Jonasson (generalsekretær, FN-forbundet i Danmark), Marie Louise Muff (senior rådgiver, IMR), Janice Goodson Førde (international konsulent, forkvinde, KULU).