Overgrebene på civilbefolkningen må ikke arkiveres


Af Hanne Liveng
Senior konsulent, KULU

31. november 2012


I forbindelse med KULUs internationale Rio+20 konference besøgte Mama Koité, præsident for FEMNET-Mali og KULUs mangeårige samarbejdspartner, Danmark. Siden islamistiske gruppers besættelse af den nordlige del af Mali har Mama Koité været engageret i arbejdet for at genetablere Malis enhed og sikre demokratiske tilstande i hele landet. I følge Mama Koité lider hele befolkningen i nord under de strenge Sharia love islamisterne har indført, men det er kvinderne der betaler den højeste pris. Ingen kvinde må færdes offentligt uden en mand, hvilket gør det umuligt for kvinderne at udføre deres daglige gøremål, hente vand, dyrke markerne og gå på markedet. Overtrædelser straffes brutalt, og sult og håbløshed breder sig blandt de lokale.

Også børn straffes hårdt af de islamistiske grupper, der kontrollere Nordmali, Ansar Dine, The Movement for Unity and Jihad in West Africa (MUJAO) og al Qaeda in the Islamic Mahgreb (AQIM), rekrutterer børnesoldater, nogle kun 11 år, til deres styrker. Børnene er blevet set i træningslejre, hvor de lærer at bruge skydevåben, bemande checkpoints, bevogte fængsler, håndhæve Sharia, udføre patruljer til fods og i patruljevogne. På grund af den manglende sikkerhed kan mange familier ikke længere dyrke deres marker, og de ser sig nødsaget til at lade deres børn rekruttere til de islamistiske grupper, der betaler dem ca. $ 150 USD pr. mdr. Mange skoler i nord er brændt ned eller plyndret, andre er lukkede af sikkerhedsgrunde. Titusinder er berøvet mulighed for skolegang. De mange børn som er flygtet fra blodsudgydelserne i Nord til Syd, kæmper for at få lov til at tage deres eksamen i år, og familier og lærere over hele landet er fast besluttet på, at deres børn skal fortsætte med at lære. Malis Undervisningsministerium vurderer, at mindst 10.000 børn er flygtet til Sydmali og titusinder er strandet i Nord, uden adgang til uddannelse. Uddannelseseksperter frygter, at de mange elever uden skolegang i over halvdelen af skoleåret (2012), vil betyde store tilbageskridt i Mali for at nå 2015-Målene på uddannelsesområdet. I Mali er 37 % drenge og 23 % piger skrevet ind på en ungdomsuddannelse.

I samarbejde med WILDAF/ Mali, en NGO, der arbejder for kvinders juridiske rettigheder, har FEMNET-Mali startet et hjælpeprogram for de mere end 100.000 kvinder og børn, der er flygtet fra nord. De to Ngo’er sørger for flygtningenes basale fornødenheder, tøj, mad, logi, og medicin. De forsøger at få børnene i skole og at skaffe kvinderne en lille indtægt. De arbejder utrætteligt for at åbne omverdenens øjne for grusomhederne i nord og sikre at nordlige kvindegrupper og civilsamfundsorganisationer bliver hørt. Mama Koité mener, at en militær intervention er den eneste udvej for at befri den nordlige del for islamisternes greb. Hun understreger, at det er den maliske hær, der skal lede en intervention med deltagelse af tropper fra andre vestafrikanske lande. Logistisk støtte fra Vesten er velkommen, men konflikten skal løses af afrikanere." Vesten skal bruge ord, ikke våben," siger hun. "I kan støtte os ved at sørge for at overgrebene mod civilbefolkningen, mod kvinder og børn, ikke bare arkiveres som endnu en af Afrikas mange tragedier," slutter Mama Koité.
 
 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Swipp: 20 56 28 02  •  Mobile pay: 40 41 05 70
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!