Kvindernes U-landsudvalg i Nordjylland inviterer til foredrag den 28. oktober.

FN verdens mål fokuserer bl.a. på ligestilling mellem kønnene, bæredygtig udvikling og klimaindsats, der skal lede til ordentlige levevilkår for alle globalt. Ved FNs kvindekonference i Nairobi 1985 var der allerede stort fokus på ligestilling og bæredygtig udvikling. Siden er der sket store fremskridt i adgang til uddannelse og sundhed, digitale løsninger og basale ydelser såsom elektricitet. Det gælder også i mange landområder i eksempelvis Østafrika, hvor små solcellesystemer understøttes af digitale låneprogrammer. Hvor der tidligere måske kun var et par universiteter i et land som Kenya eller Tanzania, er der i dag op mod 40 i hvert af de to lande – men der er fortsat for få forskere sammenlignet med andre kontinenter – og kun 30% af forskerne på det afrikanske kontinent er kvinder.
Hvilke udfordringer giver klimaforandringerne for at sikre ligestilling og bæredygtig udvikling? Hvilke muligheder er der for at opskalere uddannelses- og jobmuligheder for kvinder inden for bæredygtig energi f.eks. i Afrika? Og hvordan kan internationale forskningsnetværk bidrage til innovation og udvikling og hvilken forskel kan den slags netværk gøre?
Foredrag med efterfølgende debat: Margrethe Holm Andersen, PhD. Tidligere souschef i Udenrigsministeriet og senior konsulent på Aalborg Universitet. Nu selvstændig konsulent med særligt fokus på opbygning af forskningskapacitet og forskning i bl.a. energi bæredygtig udvikling i Østafrika.
Tid: den 28. okt. Kl. 16.30 18.30
Sted: Aalborg Universitet
Arrangør: Folkeuniversitetet i Aalborg, Kvindernes Ulandsudvalg i Nordjylland og FN- forbundet i Nordjylland