Congolesiske kvinder trænes i rettigheder

Af seniorkonsulent Hanne Liveng

Efter årtier med krig og militsers hærgen er de mest voldelige militser jaget ud, og der er etableret en skrøbelig fred. Der er stadig lommer af lovløshed i Syd Kivu, men i Mwenga territoriet, et område på størrelse med Sjælland, tør befolkningen i landsbyerne nu endelig håbe på en tryg tilværelse. Alligevel er kvinderne daglig udsat for seksuel vold og voldtægter, der ikke straffes. Frygten for voldtægt holder kvinderne tæt på hjemmet og forhindrer dem i at dyrke markerne og gå på markedet med deres varer. Uden kvindernes indtægter florerer sult og sygdom i familierne. Og DR Congos nationale hær, der skulle beskytte civilbefolkningen, beskytter snarere voldtægtsmændene, der findes i deres egne rækker.

Det er således især kvinder og børn der har måttet betale prisen for den manglende sikkerhed i Syd Kivu, DRC, et af de farligste områder i verden. I dette frugtbare område sulter befolkningen, og markerne ligger uopdyrkede hen. Sundhedsklinikkerne er lukkede, og vejene til de større byer er brudt sammen. Det er vanskeligt at bevæge sig rundt i området, også for de mange NGOer der arbejder i byerne.

Derfor tager kvinderne nu selv hånd om situationen. Med KULU som partner er den congolesiske kvindeorganisation FPDH i gang med et projekt, der skal forebygge den seksuelle vold mod kvinder. Siden starten i september 2011 er der oprettet 6 centre i Mwenga, der registrerer og rapporterer voldtægterne og giver juridisk, medicinsk og psykosocial assistance til ofrene. Centrene står for en række forebyggende aktiviteter, sensibilisering i landsbyerne og møder med myndighederne, der bagatelliserer voldtægterne.

Trænes i pædagogiske metoder
I marts afholdt FPDH et 3-dages seminar for 30 kvinder, der blev trænet som ressourcepersoner og fortalere for menneskerettigheder med fokus på kvinders rettigheder. Kvinderne har lært om begrebet menneskerettigheder og de relevante nationale og internationale love og konventioner og trænet metoder til at følge og registrere brud på kvinde- og menneskerettighederne i et område. 

De har lært om de 16 former for seksuel vold mod kvinder, og om kvinders og pigers juridiske rettigheder i forbindelse med arv. De 30 kvinder har også trænet pædagogiske metoder til at blive effektive fortalere og lobbyister og give voldsofre psykosocial assistance.

Deltagerne i træningsseminaret kvinder kom fra kommunerne med de 6 centre, og for dem var seminaret også et mødested, hvor de kunne dele deres erfaringer fra centrene. Det er sjældent at kvinderne har chance for at mødes, for der er mange forhindringer, når de skal bevæge sig rundt i Mwenga. Vejene er i en elendig tilstand, der er få og dyre transportmuligheder, og at rejse alene er simpelthen for farligt for en kvinde.

Sensibilisering af politibetjente og militærfolk
En arbejdsgruppe fra FPDH har afholdt 8 dialogmøder med repræsentanter for myndighederne i Mwenga, bl.a. 12 politibetjente, 23 militærpersoner og 10 præster. Arbejdsgruppen minder om den respekt kvinderne fik i det traditionelle samfund, som mødre, opdragere og konfliktmæglere i familien.  Man gennemgår den gældende lovgivning og myndighedernes ansvar for at håndhæve den, og man understreger, at kvinder har de samme juridiske rettigheder som mænd. FPDH rapporterer, at dialogmøderne virkelig rusker op i myndighederne. Politi og militærpersoner lytter interesseret og ønsker at få flere møder med arbejdsgruppen.

Det er også lykkedes FPDH at få gennemført den første retssag mod voldtægtsforbrydere i Mwenga. Det er sket i samarbejde med en amerikansk NGO, Association du Barreau Américain. ABA, en sammenslutning af amerikanske advokater der arbejder på frivillig basis i DRC i samarbejde med den congolesiske regering. ABA afholdt en mobil ret i Mwenga i februar med 9 anklager for voldtægt, hvoraf 8 førte til domsfældelse. Det er kun en lille del af de voldtægter centrene registrerer, men det har stor symbolværdi, og det er en vigtig sejr for FPDH. Det giver kvinderne tro på egne kræfter og tillid til, at omverdenen lytter.

Se KULUs infopjece om DR Congo

 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Mobile pay: 90 69 61
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!