Misinformation om Mali-bistand”Mali-bistand for en halv milliard blev spildt” var overskriften på en artiklel i Poltiken fredag d. 11. april. I stedet er bistanden havnet i de forkerte lommer, lød det. Men artiklens konkluseion er direkte forkert og samtidig rammer den ved siden af de vigtigste problemer. Af Janice G. Førde, forkvinde for KULU (Kvindernes U-landsudvalg) ”Dansk bistand for over 500 millioner kroner til Mali er »i bedste fald« blevet misbrugt og endt i lommerne på stammeledere, embedsmænd og politikere,” lyder indledningen til artiklen. Det er jo alvorligt, og da vi i KULU i mange år har arbejdet i Mali, så fik det os til at søge tilbage til den analyse fra det FN-støttede nyhedsbureau IRIN, som Politikens artikel er bygget på. Det tætteste, man kan finde på Politikens konklusion i analysen, lyder: ”At best, aid to Mali has been ineffective from an economic or institutional development perspective, enabling corruption, undermining the government’s will and ability to raise revenue through productive means or taxation, and insulating it from accountability to the population”. Så IRIN’s artikel konkluderer altså, at hjælpen ”i bedste fald” har været ineffektiv – hvilket så i Politiken er blevet til misbrug og havnet i de forkerte lommer. Det IRIN-artiklen gør er at pege på, at måden hjælpen er blevet givet på, har fremmet korruptionsproblemerne i landet, men det er altså meget, meget langt fra at påstå, at samtlige kroner, euro og dollars er gået i de forkerte lommer. Desuden siger IRIN intet om dansk bistand specifikt. Det IRIN-analysen, som stammer fra august sidste år, i stedet gør, er at rejse nogle meget væsentlige spørgsmål om de bivirkninger, som man risikerer, når bistanden fylder så meget i økonomien, som den gør i Mali. På samme måde som man har set med for eksempel olieindtægter i flere lande, så kommer bistandsmidlerne dumpende udefra, og derfor risikerer man, at magthaverne ikke føler sig ansvarlige over for den lokale befolkning i måden, de bliver brugt på. Desuden kan det i et land som Malis tilfælde have været med til at nære den regionale utilfredshed, som var en del af basis for oprøret i den nordlige del af landet i 2012. Selv om f.eks. nye brønde er et ubetinget gode for befolkningen i de landsbyer, der får dem, så kan det udløse utilfredshed, hvis der er områder, der føler sig systematisk forbigået. Det er alvorligt, og det er noget donorlandene ikke har været opmærksomme nok på i deres glæde over at have et demokratisk styre i Vestafrika at samarbejde med.
I KULU kender vi forholdene i Mali ret godt. Vi har i snart ti år arbejdet tæt sammen med MUSONET, som eret nationalt netværk af kvindeorganisationer i landet. De fleste midler har vi selv samlet ind gennem vores ”Giv en Pige Ret”-kampagne, men vi har også i mindre omfang fået danske statsmidler til vores projekter. Selv om Mali i de sidste 10 år har rykket sig fra at være verdens fjerdefattigste land til en plads omkring nr. 15, så er det stadig en ludfattig og skrøbelig stat, og på trods af en demokratisk regering, så er det et samfund med alvorlige interne konflikter. Det er ikke noget nemt land at arbejde i, og der er ingen nemme svar. Et af de væsentligste mål må være at ramme en bedre balance mellem støtte til myndighederne og støtte gennem det civilsamfund, som ikke er plaget af helt de samme korruptionsproblemer, og som ikke mindst kan være med til at afkræve de lokale politikere ansvarlighed. Et demokrati er ikke bare bygget af valg og politikere, men også af stærke uafhængige institutioner og organisationer, der kan sikre, at magthaverne bliver holdt ansvarlige for deres handlinger, herunder at bistandsmidlerne bliver til mest mulig gavn for befolkningen. Korruptionen – som er et alvorligt problem, men altså meget langt fra at sluge hele bistanden – er først og fremmest et symptom på, at de kræfter i samfundet, der skal holde magthaverne ansvarlige, er for svage. Så den bistand, som bliver givet direkte til regeringen, må ikke bare følges op af en stram kontrol med svindel og korruption. Endnu vigtigere er det, at man sikrer, at de forskellige udviklingsprojekter bliver målrettet så de også når ud til de svageste befolkningsgrupper som for eksempel de kvinder, der skal gå længere og længere for at hente vand i det klimaforandringsramte land, at bistanden rammer geografisk og etnisk bredt, og ikke mindst at den ledsages af indflydelse til den lokale befolkning, herunder svage grupper som piger og kvinder, der bærer de tungeste byrder af fattigdom og manglende udvikling. Det er godt og givtigt, når Politiken og andre medier retter et kritisk lys mod udviklingsbistanden, men påstanden om, at de fleste af bistandsmidlerne går i de forkerte lommer, er – også i det her tilfælde – forkert. Desværre rammer artiklen også forbi de alvorligste problemer, og det er ærgerligt, for der er masser af grund til at diskutere mål og midler i vores bistand. Især når den er så tiltrængt, som den er i et land som Mali. Politikens artikel findes her Den oprindelige artikel fra IRIN findes her |
