Ære, Pligt og Rettigheder
En beretning fra Senegal
Skrevet af Hanne Liveng, frivillig seniorkonsulent, KULU
Den 24. juni 2013
Hanne Liveng besøgte Senegal i 2012 på et Danida rejsestipendium
Der var glæde blandt verdens kvinder, da det lykkedes FNs 57. kvindekonference at nå frem til et slutdokument, der forpligter stater til at bekæmpe vold mod kvinder og piger. Det varede dog ikke længe, før traditionelle religiøse kredse lagde afstand til dokumentet og erklærede sig parat til at kæmpe mod implementeringen, som man hævder, vil føre til opløsning af sociale og kulturelle værdier. Argumenter baseret på religion, tradition og kultur bliver endnu engang brugt til at retfærdiggøre vold mod kvinder. Og da volden ofte udøves i familien bliver modstanden mod universelle rettigheder for kvinder formuleret som en kamp for familieværdier. Den konflikt mellem kvinderettigheder og diskriminerende kulturelle traditioner, der viste sig under kvindekommissionen er ikke kun teoretisk, den gennemspilles dagligt i millioner af kvinders liv over alt på jorden. Den fører til voldsomme sammenstød, der kan koste kvinderne livet. Denne beretning fra Senegal viser dog, at rettighed/ kultur modsætningen kan forhandles i familien og forhindre, at familien splittes.
Hovedpersonen er Aissatou. Jeg mødte Aissatou første gang, da hun var 13 år gammel. Hun var yngste barn i en søskendeflok på 9. Hendes familie var flyttet til en større by fra det nordlige Senegal, hvor tørken hærgede. Med sig havde de bragt traditioner, der lagde en fast ramme om deres hverdag og bestemte relationerne i familien, der omfattede onkler, tanter, fætre og kusiner, i alt 40-50 personer. Autoritet fulgte et strengt hierarkisk mønster baseret på køn og alder: mænd før kvinder, ældre før yngre. Som den yngste pige var Aissatou ansvarlig for husholdningen, som hun passede perfekt, selv om hun en sjælden gang protesterede over arbejdsbyrden. Hendes protester var et brud på traditionelle roller og forventninger, og hun blev straffet for at protestere, en enkelt gang med fysisk vold. Familien så volden som et nødvendigt middel til at disciplinere hende og forberede hende til det ægteskab, der skulle sikre hendes tilværelse som voksen kvinde.
Ganske ung forelskede hun sig i en ung mand, en fjern slægtning, og som 18 år gammel blev hun gift, de fik hurtigt et barn, et liv i overensstemmelse med traditionen. Hun var heldig for hun havde giftet sig af kærlighed, mens mange af hendes veninder blev tvunget til ægteskab med meget ældre mænd, hvor de ofte blev 2. eller 3. hustru. Aisstous mand var udstationeret i et internationalt konsortium i en anden region, han kom kun hjem et par gange om måneden, så hun blev boende hos sin familie. Hun blev urolig, da hun hørte rygter om, at han boede sammen med en anden kvinde i den fjerne by, og hendes brødre satte sig for at undersøge rygterne. Sammen rejste de til hans by og opdagede, at Aissatous ægtemand havde udnyttet sin ret til et være polygam og havde taget endnu en kone. At han havde giftet sig igen uden først at få accept hos de mandlige overhoveder i Aissatous familie var en udsøgt hån mod dem, de krævede, at han lod sig skille fra Aissatou. Egentlig ville hun gerne fortsætte ægteskabet, men hun indså, at skilsmissen var nødvendig for at genoprette familiens anseelse.
Aissatou skulle nu forsørges af sin familie. Hun stod igen for husholdningen, som hun supplerede med små indtægter fra en lokal markeds bod. Men en ugift ung kvinde er en anormalitet, så familien var ansvarlig for at få et nyt ægteskab i stand. En ældre onkel tilbød at tage hende som 3. hustru. Hun satte sig voldsomt imod det, men måtte til sidst gifte sig og flytte til en anden by. Alligevel fortsatte hun med at løbe hjem til familien, og hver gang sendte de hende tilbage af onklen under hendes vilde protester. Efter 5 år havde den ældre onkel fået nok, og et familieråd besluttede, at den eneste løsning var en skilsmisse. Med sig hjem havde Aissatou tre nye børn, der alle skulle forsørges af familien, en pligt de tog på sig som en selvfølge.
Selv om Aissatou udfordrede familiens kulturelle traditioner, havde hendes stædige modstand skabt respekt. Familien forstod, at tvang ikke nyttede, og hun fik en relativ frihed. Da hun blev gift for tredje gang, havde hun, med familiens accept, selv valgt sin mand. Som fraskilt kunne hun ikke forvente at blive første kone, men hun kender ikke sin medhustru, der bor i en anden by. Ifølge Aissatou er hendes mand omhyggelig med at behandle sine to koner fuldstændig ens, samme gaver, samme husholdningspenge og samme antal nætter. Hun har fået to børn mere, og hun har en god tilværelse nu, siger hun. Set med vestlige kvindeøjne er Aissatous autonomi begrænset. Men ved at insistere på retten til egne valg inden for den kulturelle tradition har hun udvidet grænserne for andre kvinder med et lille skridt.
Aissatou og hendes familie har gennemlevet konflikter, der i andre familier har ført til blodige fejder. Men de har forhandlet sig til løsninger, der åbner for kompromis mellem traditionelle værdier og individuelle frihedsbegreber. Fordi kvinder ses som bærere af kultur, bliver kontrol af kvinder camoufleret som forsvar for traditionelle værdier. Men kvinders rettigheder er ikke en trussel mod kulturelle og sociale værdier, som konservative religiøse kredse hævder. Tværtimod må patriarkalske samfund anerkende universelle kvinderettigheder, hvis de ikke skal stivne i forældede normer.
|
|