Tema artikel om vold mod kvinder

Tema: Voldtægter er et fysisk overfald,
et psykisk overgreb og et våben i krig


Kan du forestille dig noget mere fornedrende end at blive voldtaget? At blive sat fuldkommen uden indflydelse på, hvad der skal ske med din krop? Og bare måtte bide tænderne sammen og håbe på, at det hele snart er overstået?
Alle kvinder der har været udsat for en voldtægt fremhæver, at en voldtægt ikke kun er et fysisk overgreb, der kan resultere i fx smitte med seksuelt overførte sygdomme, ødelagte underliv, uønskede graviditeter, aborter eller børn.  Det er mindst lige så meget et psykisk overgreb. Selv når de fysiske spor har fjernet sig på kroppen, sidder følelsen af misbrug, tvang, skam, angst og urenhed stadig tilbage på psyken. 

Det farligste sted i verden at være kvinde
Et af de steder i verden, hvor der finder flest voldtægter sted er i DR Congo. Margot Wallström er specialrepræsentant for FN initiativet Stop Rape Now – UN Action Against Sexual Violience In Conflict, og hun har ved flere lejligheder udnævnt DR Congo til at være ”the most dangerous place on the earth to be a woman”.


KULU har siden 2011 samarbejdet med den congolesiske kvindeorganisation FPDH, Kvinder for Fred og Menneskerettigheder, for at skabe bedre forhold for de voldtagne kvinder i DR Congo. Derfor er det nærliggende at bruge denne artikel til at beskrive situationen netop her. Læs mere om KULU’s arbejde i DR Congo senere i artiklen. 

Det nævnes ofte i rapporter om voldtægtssituationen i DR Congo, at voldtægter er en del af hverdagen. Præcis hvor mange kvinder der hvert år bliver voldtaget i DR Congo, kan man ikke sige med sikkerhed, da det langt fra er alle voldtægter, der anmeldes, rapporteres eller registreres. Selvom tallene herunder er skræmmende høje, er de altså kun vejledende og ikke nødvendigvis dækkende for den faktiske mængde af voldtægter.
  • Fra januar 2010 til juni 2010 blev der registreret 7671 voldtægter i DR Congo*. (FN Stop Rape Now 2010)
  • Siden 1998 har der været mindst 200.000 sager vedr. seksuel vold alene i det østlige DR Congo (UN Womens hjemmeside). Andre kilder påpeger dog, at tallet nok nærmere er i nærheden af 500.000.
  • Man anslår, at der i dag lever omkring 400.000 kvinder i DR Congo, der har været udsat for voldtægt. (Artikel i The Guardian)
  • Siden 2010 har 39,7 pct. af kvinderne fra det østlige DR Congo anmeldt, at de er blevet udsat for seksuel vold i langt de fleste tilfælde voldtægt. (Artikel i American Medical Association)
  • Alle kilder og statistikker viser, at det specielt er områderne i det østlige DR Congo (Nordkivu, Sydkivu og Provience Orientale), der hærges af voldtægter. Eksempelvis er knap 65 pct. af de før omtalte 7671 voldtægter* udført i den østlige del af DR Congo.

DR Congo: The rape capital of the world
Mange internationale talsmænd, forskere og rapportere har gennem tiden kaldt DR Congo ”the rape capital of the world”. Tallene ovenfor er et bevis på, at det uklædelige tilnavn er berigtiget.  

Når man på internationalt niveau taler om voldtægter i så store mængder, skelner man ofte mellem forskellige former for voldtægt. Ud over de ”almindelige” voldtægter, som finder sted uden særlig grund, opererer man med begrebet ’huslige voldtægter’, hvor manden voldtager sin kone og ’konfliktvoldtægter’, hvor voldtægter af civile bruges som en del af krigsførelse i konfliktsituationer. Denne form for voldtægter bliver ofte omtalt som et ”weapon of war”, og er så udbredt et problem, at FN i 2008 vedtog, at store mængder af voldtægter er et officielt krigsvåben, og at der derfor bør være et særligt fokus på at stoppe konfliktvoldtægterne.
Det øgede offentligt fokus på de store mængder af konfliktvoldtægter har bl.a. har medført oprettelsen af FN initiativet Stop Rape Now – UN Action Against Sexual Violience In Conflict. Her samarbejder flere af FN’s instanser for at forbedre koordinationen af arbejdet for at stille voldtægtsmændene til ansvar, udarbejde internationale tiltag og støtte de lokale tiltag, der sættes i værk for at stoppe de store mængder af konfliktvoldtægter.
Langt de fleste af de voldtægter, der tidligere er begået i DR Congo, hænger sammen med de mange konflikter og krigssituationer, som landet har været involveret i, siden det blev uafhængigt i 1960. Den store procentdel af konfliktvoldtægter i DR Congo sætter det den congolesiske befolkning i en meget vanskelig og anspændt situation.

Konfliktvoldtægterne er som ringe i vandet
Det er oftest kvinder og børn, der bliver de direkte ofre for konfliktvoldtægterne med mulige ubehagelige resultater som: uønsket graviditet, usikre selvfremkaldte aborter, barnemord, seksuelt overførte sygdomme inklusiv HIV/AIDS, psykologiske efterveer og traumer m.m.

Men grunden til at konfliktvoldtægter er så effektive og udbredte som krigsførelse, er, at de også rammer de samfund og befolkningsgrupper, som kvinderne bor i. Ofte er hensigten med konfliktvoldtægter at terrorisere befolkningen til underkastelse, splitte familierne og ødelægge samfundene indefra. I andre tilfælde er formålene mere langsigtede. Det sker fx, når gerningsmændene voldtager for bevidst at smitte kvinder og børn med HIV/AIDS, at ødelægge kvindernes underliv for at forhindre, at de kan blive gravide og føre arten videre eller for at ændre den næste generations etniske sammensætning for på den måde at udrydde en bestemt del af befolkningen. At disse racehygiejniske tiltag samtidig ødelægger livet for tusindvis af kvinder og børn, opfattes af gerningsmændene ikke som et stort problem.

De mange voldelige konflikter og konfrontationer bliver en selvforstærkende ond cirkel for antallet af konfliktvoldtægter, fordi konflikterne efterlader en stor del af kvinderne som enker eller eneste bestyrer af hjemmet. Det betyder, at det så er kvinderne, der må tage ud og arbejde i marken eller rejse langt væk for at skaffe ressourcer til hjemmet. Men når kvinderne skal færdes på disse lange distancer, er de yderligere udsat for at blive overfaldet og voldtaget.

En del af de voldtagne kvinder oplever at blive stigmatiseret og udelukket af samfundet, fordi de er blevet voldtaget. Ikke nok med at de skal bearbejde deres egen oplevelser. De skal også forholde sig til en situation, hvor de i samfundets øjne har bragt sig selv og familien i skam. Netop stigmatiseringen udefra er en af årsagerne til, at procentdelen af anmeldte og indberettede voldtægter ikke er mere fyldestgørende: voldtægter er skamfulde, og hvis familiens ære kan reddes ved at gå stille med dørene, så prioriteres det højere end at anmelde en voldtægt til et retssystem, hvor effekten er tvivlsom.
De voldtagne kvinder bliver opfattet som urene. Det kan betyde, at kvindens mand forlader hende, eller at det kan være svært for den unge kvindes familie at finde en mand, der er villig til at gifte sig med en ”uren” kvinde. Pigerne eller de unge kvinder kan også risikere at blive smidt ud hjemmefra for at have besudlet familiens ære, og  i meget yderligtgående tilfælde kan voldtægterne ligefrem lede til æresdrab på den voldtagne kvinde, fordi hun har bragt skam over familien.
 

Voldtægtsmanden har skriftet ansigt

Som tidligere nævnt er en stor del af de flere hundrede tusinde voldtægter, der de seneste to årtier er begået i DR Congo, konfliktvoldtægter. Ved konfliktvoldtægterne er det militærpersoner, der voldtager civile. Eksempelvis kunne UN Organization Stabilization Mission in the Republic of the Congo (MONUSCO) i 2007 rapportere, at 54 pct. af alle registrerede tilfælde af seksuel vold i løbet af årets første seks måneder var begået af soldater fra den congolesiske hær FARDC. Men de seneste år er der sket en udvikling, og gerningsmændene har skiftet profil. Nu er det ikke længere i lige så høj grad de militære grupper, der voldtager – det er også civile, der voldtager civile.  I 2010 kunne den engelske hjælpeorganisation Oxfam rapportere et noget andet billede end MONUSCO-rapporten.  Ifølge Oxfams rapport var 38 pct. af de indrapporterede voldtægter i 2008 begået af civile.
“Sexual violence constitutes a plague in the DRC. Initially, rape was used as a tool of war by all the belligerent forces involved in the country’s recent conflicts, but now sexual violence is unfortunately not only perpetrated by armed factions but also by ordinary people occupying positions of authority, neighbours, friends and family members.”
Sådan beskriver Dr. Margaret Agama, der er repræsentant for DR Congo i UN Population Fund (UNFPA), skiftet af voldtægtsmandens profil på UNFPA’s hjemmeside.

KULU kæmper for kvinderne i DR Congo

Hos KULU kan og vil vi ikke sidde disse uhyrligheder overhørig. Derfor startede vi i 2011 projektsamarbejdet med den congolesiske kvindeorganisation FPDH, hvilket inkluderer en række projekter.

Vi har oprettet seks krisekvindecentre, der er spredt ud over hele Mwenga-provinsen i Sydkivu, der som tidligere beskrevet er det område, hvor antallet af voldtægter er højest. Det er derfor også her, at behovet for hjælp er størst, og den hjælp vil KULU gerne give.
På krisecentrene kan kvinderne komme efter en voldtægt og modtage gratis fysisk og psykisk førstehjælp. Til den medicinske behandling har KULU for nyligt startet en særlig indsamling til de såkaldte rape kits. Et rape kit er en kuffert, der indeholder nødprævention, graviditetstests, antibiotika til at behandle klamydia og gonoré, post-exposure prophylaxis (PEP) for at undgå smitte med HIV/AIDS samt medicin til behandling mod hepatitis B.
KULU vil gerne sende rape kits til alle de seks centre, så kvinderne kan få den rette behandling efter en voldtægt, men det kræver støtte udefra.

Læs mere om KULU’s rape kit-indsamling her

Som et led i oprettelsen af de seks kvindekrisecentre har KULU også været med til at uddanne personalet, så de er rustet til at yde den bedste førstehjælp til kvinderne, hvad enten det er fysisk eller psykisk.
Når den medicinske førstehjælp fra rape kittet er givet, begynder den psykiske. Kvinderne får støtte og rådgivning i bl.a. forebyggelse af HIV/AIDS og andre seksuelt overførte sygdomme, seksuel og reproduktiv sundhed, hygiejne, ernæring samt basale rettigheder.
En anden vigtig funktion på centrene er at dokumentere voldtægterne, så sagerne kan blive politianmeldt, og gerningsmændene forhåbentlig kan blive dømt.

Du kan læse mere om KULU’s kvindekrisecentre her

LÆS OGSÅ

Emeraude Mumate Zawatis personlige historie - fra voldtægtsoffer til lokalpolitiker. Som ung pige blev hun voldtaget, men hun gjorde noget, som kun meget få af DR Congo's voldtagne kvinder formår: Hun gjorde voldtægten til et vendepunkt i livet.

LÆS OGSÅ

De to tidligere tema artikler om vold mod kvinder:
Voldens mange ansigter

Pigeomskæring i al sin væmmelighed

 



 
 
Kvindernes U-landsudvalg  •  Thoravej 13, 2. tv. •  2400 København NV  •  Tel.: +45 33 15 78 70  •  Fax: +45 33 32 53 30  •  kulu@kulu.dk
Nordea reg. nr. 2191  •  Kontonr.: 8968 139 453  •  Giro: +01 +9 00 55 01  • Mobile pay: 90 69 61
  Cvr-nr.: 83 76 75 10  •  Foto: Ole Gabrielsen   Udformning: Line Herdel   Ansv. redaktør: Janice G. Førde
Brug af cookies
Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og hjælper os med at levere vores tjenester. De oplyser hvordan du bruger vores hjemmeside og hjælper os med at forbedre din og andres oplevelse af hjemmesiden.

Klikker du videre på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Ønsker du at slette cookies kan der findes vejledninger på Google, se mere her.

OK, forstået!